Indlæg fra Bretonsk lokalavis, Bretagne 2010, 10. årgang

Kreiz-Breizh. 31 jeunes Danois en voyage d'étude

18 septembre 2010 

Depuis mardi, et jusqu'à samedi, 31jeunes collégiens danois de la ville de Hillered, près de Copenhague, sont en voyage d'étude dans leKreiz-Breizh. Basé à Mellionnec, chez KateMoss, le groupe, encadré par cinq de leurs professeurs, a commencé à sillonner le Centre-Bretagne, «à la découverte et l'étude, d'une autre culture et d'un système scolaire différent».

Visite au lycée de Campostal

Mercredi matin, c'est au lycée de Campostal, un peu au pied levé, que les Danois et leurs accompagnateurs sont arrivés. Accueillis par Ronan Dayot, directeur du lycée, et d'un des professeurs d'anglais, car le groupe ne parle pas français, la matinée a été consacrée à la visite de l'établissement scolaire, puis une rencontre aété organisée avec un groupe d'élèves de l'établissement, pour une discussion à bâtons rompus. À midi, les jeunes Danois ont déjeuné au self avec leurs homologues bretons pendant que leurs professeurs en faisaient autant avec les professeurs de l'établissement. «Chaque année, depuis huitans, nous partons dans un pays étranger pour étudier une façon de vivre différente, explique Andreas, professeur principal. L'année dernière nous sommes allés en Espagne. Cette année, nous avons voulu venir en Bretagne et trouver un endroit central pour pouvoir nous déplacer tous les jours sur le territoire. C'est comme cela, que par Internet, nous avons trouvé Mellionnec».

Visite du lycée de Carhaix

Hier, le groupe s'est rendu à Carhaix(29), visiter le lycée et est allé jusqu'à Poullaouën, pour participer à un moment très festif «Lanuit de la gavotte». Certainement le tempsfort de leur voyage en Bretagne.

Afrikanske indvandrere, Sevilla 2010, 9. årgang.

I klassen har vi beskæftiget os en masse med romaer og i det hele taget mindretal i Europa. Derfor var der meget interessant at snakke med en gruppe mennesker der ligesom romaerne er "udenfor" og egentlig bare søger et bedre liv, og en sammenhængende hverdag.

På vores tur til Sevilla med trænede årgang sidste år beskæftigede vores gruppe  os med emnet "afrikanske indvandrere" i Spanien. Og mere specifikt afrikanske i Sevilla og Sydspanien. Grunden til at der i Sydspanien er en stor gruppe afrikanske indvandrere er rent geografiske bestemt. I det sydlige Marokko har Spanien to små områder. Når flygtningene fra hele Afrika er nået det sydligste Afrika, er den letteste vej til Europa ved at passere 2 pigtrådshegn på hver 6 meter, på grænsen til det lille stykke Spanien, der ligger i Marokko. Derfra kan man bestikke en skipper, som kan sejle en til selve Spanien.
Hvor man så derfra kan håbe på regeringen forbarmer sig over en og ikke sender en tilbage til hvor man kom fra.

Vi var så heldige at få lov til at møde Mahmoud Traore, som nu bor i Sevilla. Han fortalte os om sin 2 års lange rejse fra Senegal til Sevilla. Da han kun snakker spansk og fransk havde vi fået en kvinde til at hjælpe os med at oversætte til engelsk. Han startede ud med at fortælle hvorfor han valgte at flygte fra Senegal.
For det første kommer han fra en stor familie, og penge var desværre ikke det de havde flest af. Og så havde han især en stor drøm om at få sig en uddannelse!
Mahmouds rejste igennem følgende lande:
Senegal, Mali, Nigeria, Libyen, Algeriet og så til sidst til Marokko.
Mahmoud startede i en gruppe på ca. 40 mennesker, en del af dem var hans venner og bekendte. Men på turen blev de af forskellige årsager splittet. Mahmoud fortalte at det bare handlede om at stole på de folk der sagde de kunne hjælpe dem over grænserne, så det var egentlig bare om at stole på de "rigtige". Og bestikke dem en ordentlig portion penge.
 Hvis nogen blev opdaget og fanget, kunne de risikere at blive kørt direkte ud i ørkenen, røvet og smidt af, efterladt til deres skæbne, eller solgt til menneskehandlere og lign. En af grundende til at hans tur var så lang var at han måtte blive adskillige steder og arbejde, for at få råd til at komme videre. Han var for eksempel strandet i Libyen i 2 måneder.
Og så blaffede hans sig ellers bare gennem landene, og vandrede i grupper som var i samme situation som ham selv. På det tidspunkt var Mahmoud 19 år gammel.
Da vi mødte Mahmoud var han lige blevet stats borger, han arbejdede på en bar og boede i et værelse med en seng og et tv.
Hans fysiker uddannelse var stadig en drøm for ham, da han ikke endnu havde haft ressourcerne til at få en.

Skrevet af Carmen, Laura Ros og Laura Ras