1 Dem
De var parate, da de kom til Tetovo. Parate til at se og tage nyt land. Parate til det anderledes og mærkelige, til andre skikke og vaner, til at undersøge og sammenligne, til nye møder og nye måder. De var parate til at se Europa fra sydøst.
1 Labyrinten
De havde forberedt sig. De havde set og smagt Andalusiens appelsintræer, de havde set de romerske ruiner i Italica og de visigotiske rester i domkirkens have i Sevilla. De havde oplevet det religiøse sammensurium i Alcasar og de havde turet rundt i det spanske koloniriges guldhavn: Sevilla. Møder med afrikanske illegale indvandrere, med fattige romaer og med unge spaniere. De havde lyttet til romaernes klagende flamenco, der blev til den spanske nationaltone i Europas sydvestlige hjørne på kanten til Afrika.
De havde besøgt Bretagne i Frankrig og for anden gang forstået, hvordan sproglig undertrykkelse kan finde ventil i musik og dans. Ja, næsten misundelige havde nogen af dem været på de unge bretonere, der glade spillede og dansede den keltiske musik, der hos dem betyder sammenhold og fællesskab om en identitet.
De kom fra Tyskland, hvor de havde besøgt sorberne – den sidste rest af et slavisk folk, der aldrig blev drevet helt ud af det, der skulle blive til Tyskland. ”Tysklands indianere”, som de kaldes af nogen, der fremhæver deres status som den urbefolkning, der f. eks. grundlagde Berlin eller ”Sumplyst”, som det vistnok betyder på slavisk. Og det var i den del af Tyskland, som i 44 år hørte til Øst. Til den anden side af Jerntæppet, dér, hvor de andres liv udspillede sig på ondt og godt. En hel del godt, hvis man skal fæste lid til de mange ældre i udkants-Halle-an-der-Saale, der krydsede ”ja” i rubrikken: ”Savner De noget fra DDR-tiden?” Og de havde interviewet tyskere om tyskere og boet hos tyskere og festet med tyskere.
De havde læst og lyttet og tænkt og diskuteret og skændtes og læst og tænkt igen igen igen. Og de havde haft den skuffende men også æggende oplevelse, at hver gang de forstod noget om idéer – identitet, anerkendelse, nationalfølelse, forestillede fællesskaber, eksistens, sædvane, tro, kultur – hver gang, de nåede rundt om et hjørne, var der uendeligt mange nye veje at gå, nye forståelser at diskutere. En labyrint.
2 Bagagen
Og de havde fået tudet ørerne fulde af historier og historie. Om Platons skelnen mellem Øst og Vest og hans ideelle hellenistiske kombination af Østens visdom og Vestens frihedstrang (lyder det bekendt?). Om de gamle thrakeres og grækeres ekstatiske Dionysoskult, der med et par tusind års forsinkelse fik Nietzsches pis så meget i kog, at han annoncerede Guds død. Om Alexander fra Makedonien, der for 2500 år siden skabte den første europæiske supermagt. Alexander den Store, Aristoteles` elev, som alle senere imperiebyggere har beundret og efterlignet, og som alle så gerne vil nedstamme fra, at vores rejsemål er kommet til at hedde F.Y.R.O.M. Indtil videre, forstås.
Og de havde hørt om Karthago og Hannibals elefanter og De puniske Krige og det mægtige romerrige og Kejser Trajan, der kom fra Italica, - dér, hvor vi stod i silende regnvejr og nogle af os fik set fuglemosaikkerne i gulvet. Og om Kejser Konstantin, der flyttede Rom til Øst og opkaldte Byzantium efter sig selv: Konstantinopel – og dermed efterlod en ny anledning til at skelne mellem Øst og Vest: Det østromerske og det vestromerske rige. Og som på sine gamle dage indså, at en enkelt kristen gud måske var mere praktisk for en verdensmagt end de mange græske, hvoraf Dionysos jo kun var én. Og i romerbyen Stobi så vi ruinerne af en af de første officielle kristne kirker fra slutningen af det 4. århundrede, hvorfra kejser Theodosius måske udsendte sit berømte forbud mod at diskutere Guds moder. Og fuglene fra Italica var også dér, selvfølgelig – romersk komfort og æstetik fornægter sig ikke.
Og om illyrerne, der var så gode romerske soldater, at de nåede langt. Som kejser Justinian fra Skopje, der blev romerrettens (ud)giver. Og om folkevandringerne, der fik alting til at blive hulter-til-bulter og Det vestromerske Rige til at gå i opløsning, da goter og vandaler oversvømmede Italien og Spanien, hvor noget blev til (V)Andalusien. Og om slaverne, der sivede ned i Balkan, hvorfra de ikke blev presset tilbage, som de blev det i Tyskland. Og om den kristne kirke, der blev delt i to: den ortodokse og den katolske. Igen i Øst og Vest. Og om de to kristne munkebrødre, der i klostret i Ohrid opfandt et slavisk skriftsprog – det kyrilliske, som stadig bruges i f.eks. Rusland, Serbien, Grækenland, Bulgarien, Makedonien - for at kunne missionere på slavisk. Og klostret var der endnu ved Europas ældste sø, Ohrid med det uendeligt klare vand, hvor der stadig svømmer den unikke ørredart, der var kejser Konstantins yndlingsfisk, og som han fik fragtet til sit middagsbord i sit Konstantinopel. Og på vej op ad bjerget i Ohrid for at se zar Samuels borg fra år 1000 møder nogle af os en ortodoks præst, der viser os endnu en romersk by med arena og det hele. Og fugle på gulvet naturligvis.
Og de vidste en masse om den spanske reconquista og om korstogene – det var før, man talte om ”clash of civilizations”. De havde gennemskuet, at korstog var meget andet end religionskrige, som den danske Valdemars krige mod venderne, som sorberne også kaldes. Og de kendte til det spanske kludetæppe af forskellige lande og folk, - det kludetæppe, der stadig er årsag til, at Spanien aldrig er det første land til at anerkende et nyt. Især da hvis et ”sindelagsprincip” har været på tale. Og de havde læst om den europæiske koloniale ekspansion, som startede fra den iberiske halvø, Portugal og Spanien, mens den nordiske opdagelse af Amerika forblev en parentes.
De havde hørt om Osmannerriget, der blev Europas mest moderne og tolerante stat, hvortil de spanske jøder flygtede, da de blev fordrevet af de forenede Ferdinand og Isabella af de forenede spanske kongeriger i 1492 samtidig med, at Columbus opdagede en indisk ø i Amerika. Om Balkan, der blev rodet igennem og omorganiseret af de tyrkiske osmannere, der herskede over halvøen i 500 år, lige så længe som mauerene i Spanien, men meget senere.
De vidste, at Balkan er en rodebutik med mange forskellige folkeslag og religioner og lande, der sjældent har været enige om ret meget, siden de løsrev sig fra Osmannerriget. De vidste, at den første verdenskrig startede her, og at Balkan blev kaldt en ”krudttønde”, skønt det egentlig var resten af Europa, der var en krudttønde i 1914. De vidste, at verdenskrigene endte med endnu en opdeling i Øst og Vest: denne gang med ”Jerntæpppet”, der delte Europa i to, indtil kort tid før de blev født. De vidste, at der efter krigen i Vesteuropa blev lavet et EU, der blandt andet havde til formål at forhindre en krig igen.
De vidste, at der var et land, der hed Jugoslavien, som omfattede en del af Balkan og som efter 2. Verdenskrig blev ledet af Marskal Tito. Og de vidste, at det land gik i opløsning efter kommunismens sammenbrud, og at der var borgerkrig dér, da de selv var små børn.
Hvor meget havde de mon forstået? Hvor meget kan forstås?
2 – Djenghis Khan
Så sidder vi her i et nyt land - det fjerde land, vi besøger sammen. Makedonien, F.Y.R.O.M. – Former Yugoslavian Republic of Macedonia.
Eller er det overhovedet dét land, vi besøger? Eller er det overhovedet et land?
Vi står og ser ud af hotellets vinduer på de sneklædte bjerge. Det var her, de sidste militæroperationer fandt sted i 2001, da albanske oprørere med støtte fra Albanien sendte partisaner ned fra bjergene i trekanten mellem Makedonien, Kosovo og Albanien. Vi har set det på videoklip; det lignede regulær krig.
En gammel Massey Ferguson-traktor af den slags, der blev udfaset i dansk landbrug i begyndelsen af 1970`erne, trækker søvnigt en plov henover den stenede mark mellem hotellet og bjergene. Byen klistrer sig op ad bjergene, men lader selvfølgelig lidt plads tilbage til landbrug i den tynde stribe frugtbart lavland omkring floden Pena. Fire mænd går i det sene eftermiddagslys og sår i hånden. Pludselig sætter højttalerne fra mange minareter ud over dalen i gang i forskellige tonelejer. Det påvirker tilsyneladende ikke mændene på marken. Men det påvirker os: Vi er i et fremmed land.
Bashkim, der ikke taler hverken engelsk, tysk eller fransk og derfor altid har en eller anden ven med, tager os med hen på en billig restaurant, hvor han skaffer plads til os alle 33. Selv sidder han og hans ven ved et bord for sig selv og det er kun nødtvungent, at jeg får lov til at sidde sammen med dem. Gæsterne skal behandles anstændigt. Det er et venligt land: restauranten byder på dessert ”on the house”. Senere opdager vi, at det er kotume i denne del af Makedonien. Altid et eller andet på husets regning; man skal have mere, end man betaler for. De er gode værter og lægger vægt på at være det.
Tilbage på hotellet har Bashkim arrangeret møde med en tolk, der kan hjælpe os med de møder og besøg, vi har planlagt. De sidder tre store mænd og drikker kaffe ved et bord på hotellets udendørs café. De er ikke til at tage fejl af: de er kommet for at forhandle en aftale. Den ene af dem – den største, en høj, militært udseende mand i fyrrerne, præsenterer sig som Djenghis. ”Som Djenghis Khan”, siger han med et betydende blik og tilføjer, at han er tyrkisk. Så er vi ligesom advaret. For at sætte streg under gør han kort rede for den del af sit CV, der omfatter tiden som militær tolk i Afghanistan. De to andre er vist bare med. Der er forskellige takster for oversættelsesvirksomhed: 50 Euro/dag, hvis det bare er turisme, 100 Euro, hvis det er officielle ministerielle kontakter. Fornemmelsen af at være med i en film fortætter sig, da vi diskuterer vores konkrete planer. Vi skal besøge romabydelen Shuto Orizari (Shutka), vi skal interviewe en albansk politiker, en tyrkisk politiker, udenrigsministeriet og statistisk departement. Det sidste for at finde ud af, hvordan man bærer sig ad med at tælle indbyggerne i forskellige etniske kategorier ved den kommende folketælling. Det er her Djenghis Khan og hans følgesvende pludselig stivner og stirrer intenst på Johannes og mig: ”From which country are you a spy?”, spørger han. Det med hvor mange, der er af de forskellige befolkningsgrupper er åbenbart så betændt, fordi det er afgørende for fordelingen af magt og jobs og penge i et af Europas fattigste lande. Mens vi er i landet, bliver folketællingen i øvrigt aflyst. Det er for sprængfarligt at gennemføre umiddelbart før det forestående valg.
Johannes og jeg spiller rollen som naive danske skolelærere på udflugt; den ligger ligefor. Og vi lander på 50 Euro/dag for det hele, fordi vi jo bare er turister, der skal se på politik. Jeg har en klar fornemmelse af, at vores position langtfra er afklaret, og at der vil foregå et par telefonsamtaler i de kommende dage. Eleverne rundt om på caféen fornemmer vist, at der sker et eller andet, jeg ved ikke hvad. Næste dag finder vi en anden tolk, der udmærker sig ved at tale flydende dansk, og vi får aldrig chancen for i praksis at overbevise tyrkeren om vores naivitet.
3 – Shutka
Shuti Orizari - Shutka, romaernes bydel i Skopje med egen roma-borgmester, er vores egentlige rejsemål. Det var det, vi besluttede at se, da vi for næsten to år siden lagde planerne for to års undervisning og undersøgelser. Vi havde læst om og diskuteret romaernes livsvilkår i Europa og fra Malene Fenger-Grøndahls bog om romaer og senere foredrag på skolen fået en fornemmelse af, at romaerne måske netop her havde det lidt lettere end andre steder. Det var før, romaernes problemer igen fyldte medierne sidste sommer med teatralske udvisninger fra Frankrig og Danmark og regulær mord-hetz i lande som Ungarn. Mediernes interesse skærpede naturligvis kun vores fokus.
Vi kommer til Shutka to dage efter romaernes internationale ”nationaldag” den 8. april. Der havde sikkert været fest i den anledning, men det er nu svært at se spor efter noget festligt i den ufattelige fattigdom. Kun den berømte basar, hvor alle slags kopivarer kan købes for en slik, er der gang i. Gordana Rodic fra roma-organisationen Ambrella forklarer og svarer høfligt på spørgsmål, og jeg synes, jeg kan mærke hendes overraskelse over, at eleverne ved så meget, er så fordomsfri og stiller så klare spørgsmål. Mødet trækker ud, men bagefter viser hun os rundt i bydelen. Det viser sig at have været umuligt for os at forberede os: så megen elendighed og fattigdom, så meget affald, så mange faldefærdige blikskure og nødtørftige lokummer, så mange smukke, snavsede børn! Tårerne står flere af eleverne tykt i øjnene: Det her skal fortælles! Deres billeder fortæller mest.
Værst bliver det, da vi når til afdelingen for dem, der ikke eksisterer. Det vil sige alle dem, der ikke er registreret, ikke har noget personnummer og dermed adgang til hospital og lægehjælp eller stemmeret eller nogen former for socialhjælp. Børn, der er født hjemme af mødre, der heller ikke eksisterer. Det er mange. Og problemet med folketællingen får accent, når Gordana fortæller, at der på papiret findes 60.000 romaer i Makedonien, men i virkeligheden snarere er 100.000.
Gordana beder folk om at lade være med at invitere os indenfor i deres hjem, mens hun hele tiden besvarer henvendelser fra forskellige beboere. Synet af de steder, hvor jeg alligevel stak hovedet indenfor, bekræfter mig i beslutningen om at takke nej til invitationen til at bo i hvert sit romahjem, mens vi besøger Makedonien. Og sidste sommers lovstridige danske udvisning af nogle romaer på mistanke om indbrud i et kolonihavehus rumsterer ubehageligt i min danske selvfølelse. Der er måske 9 millioner romaer i EU. Overalt behandles de skidt; der er kun gradsforskelle. Overalt er de mindretal. Men de er flere end der er danskere. Et par gange har jeg spekuleret over, om en medvirkende årsag til vores interesse for mindretal er, at danskere i europæisk sammenhæng også er et mindretal.
Det er søndag, og vi trænger til at komme væk, selv om nogle af eleverne gerne havde brugt alle deres penge på basaren med det samme. Eller bare givet dem væk. Vi finder en idyllisk restaurant ved en flod lidt uden for Skopje. Et sted, hvor Skopjes bedre borgerskab tilsyneladende gerne tager hen for at nyde søndagsfrokosten. ”Bedre borgerskab” er nok en tilsnigelse, for heller ikke her er det penge eller dyre biler, der dominerer. Det er vel et af problemerne set fra et samfundsøkonomisk perspektiv: det er ikke let at få øje på et formuende og forbrugende borgerskab her. Mens vi går på den smalle sti langs bjerget og hen til restauranten, siger Mathilde, hvad jeg tænker: ”Vi gjorde det kraftedeme! Vi tog til Shutka!”
4 – Partisanen
Vi havde været oppe i bjergene i Shapka ovenover Tetovo og set ind over grænsen til Kosovo. Et par snebolde blev det til, og det var til at forestille sig at bruge skilifterne på stedet. Det var også til at forestille sig snigskytterne og kamphelikopterne, der for 10 år siden krydsede grænserne her, hvor der nu kun gik et par fredelige grænsevagter rundt.
Krigen er ikke langt væk i bevidstheden. Det viser sig, at den albanske politiker, vi skal interviewe, var en af partisanlederne fra dengang. Hans albanske Demokratiske Union for Integration har deres egen bygning ikke langt fra vores hotel. Vi bliver installeret i et røgfyldt kælderlokale, hvor en del partifunktionærer også holder til, før vi bliver vist op i et imponerende mødelokale, hvor borde og stole er sat i hestesko til os og med plads til vicepræsident Nevzat Bejta for bordenden. Bag ham – han kommer naturligvis lidt for sent – vajer tre faner: det makedonske og det albanske flag og EU-fanen. Jeg kommer til at tænke på billeder af møder i det sovjetiske politbureau under Tjernjenko eller Andropov. Jeg spørger, hvad man dog skal med et albansk parti og vicepræsidenten svarer med noget, der ligner en valgtale. Han fortæller om mange hundrede års undertrykkelse af den albanske befolkning, om snyd og bedrag og manglende rettigheder, der på et tidspunkt fik bægeret til at flyde over. Han er en venlig, velplejet og smilende mand, der ligesom Gordana bliver forundret og måske lidt foruroliget over elevernes præcise og lidt hårde spørgsmål. Laura spørger, hvordan han har det med at have dræbt mennesker under konflikten. Han glider af, og hun spørger igen, holder ham fast, indtil han smilende beredvilligt indrømmer, at han har det fint og ville gøre det igen, ”hvis det skulle blive nødvendigt”. Jeg tænker på danske frihedskæmpere fra krigens tid og ved ikke rigtig, hvad jeg skal mene.
Jeg er lidt usikker på, hvorfor eleverne ikke kan lide ham; opfordrer et par af dem til at tænke det igennem og beskrive antipatien. Måske er han bare alt for meget politiker, - ikke til at stole på. Måske er det hele det ærefrygtindgydende set-up. Måske spiller det også ind, at de på den skole, vi besøgte om formiddagen, har mødt så mange helt unge albanske makedonere, der entydigt ønsker et Storalbanien, - altså den albanske del af Makedoniens tilslutning til Albanien. Måske fornemmer de, at med den nationalistiske politik i højsædet vil konflikterne fortsætte i det uendelige.
5 - Tyrkeren
Præsidenten for det tyrkiske parti (et af dem – selvfølgelig er der også konkurrence her) er også nationalist, men på en anden og blidere måde. Han er mindre selviscenesættende, selvom vores møde med ham finder sted i et af regeringens mødekontorer i parlamentet i Skopje, - det ved vi fra den tidligere omvisning i parlamentet. Han har ingen flammende politisk tale, han skal have fyret af, men venter imødekommende på, hvilke spørgsmål, der mon kommer. Og bliver lige så overrasket som de andre over de spørgsmål. Hans politik er mere klassisk mindretalspolitik: han vil sikre tyrkiske skoler eller i hvert fald undervisning på modersmålet. For alle naturligvis, men især for den tyrkiske befolkning, der vistnok udgør 3 % af Makedoniens. Eller 3,8 %, som han skynder sig at rette mig. Benjamin bliver lidt irriteret og spørger, hvilken politisk retning, hans parti så egentlig står for. Er de socialister? Liberale? Konservative? Han ler overbærende: han har været i Danmark engang: ”I har det så anderledes hos Jer. I har råd til at føre politik. Så langt er vi slet ikke kommet endnu.”
Hans selvsikre ro får mig til at tænke på baglandet: Tyrkiet. Ligesom romaerne og albanerne vil han gerne have Makedonien med i EU. Men hvad med Tyrkiet? Jeg spørger ham, om han tror, Tyrkiet vil blive optaget i EU. Han svarer tålmodigt, at han er tålmodig: Ikke lige nu, for Sarkozy og Angela Merkel vil ikke være med til at optage Tyrkiet. Men der kommer jo en tid efter Sarkozy og Merkel! Tyrkiet og tyrkeren har råd til at vente.
6 – Embedsmænd og – kvinder
På statistisk bureau har de igen sat os i hestesko. De har linet op med PowerPoint og sidder et helt panel og repræsenterer ekspertise indenfor forskellige områder af de statistiske efterretninger. Nogle damer serverer saft og småkager, som ikke helt falder i elevernes smag. Deres gæstfrihed og stolthed over at modtage besøg af så vigtig en udenlandsk delegation som os er både forvirrende og rørende, og jeg bliver igen slået af det groteske: ligesom buschaufføren, natportieren på hotellet, tjenerne på restauranten og på de små tyrkiske kaffehuse er de simpelthen her i regeringskontorerne glade for at vi viser interesse for deres land. Og åbne på en måde, jeg ikke har oplevet før. Og alligevel er det netop uigennemsigtigt, hvad vi egentlig får at vide: De viser os forskellige tal om børnefødsler og levealder og kønsfordeling og se, hvor snildt, man over nettet kan sammenligne med tilsvarende danske tal! På vores spørgsmål om, hvordan de så gennemfører den dér folketælling, får vi kun ikke-svar. De registrerer tilsyneladende ikke etniske tilhørsforhold i deres statistikker, og spørgsmålet om, hvorfra vi kan regne med, at der er ca. 60 % makedonere, ca 22. % albanere, ca 3. % (undskyld: 3,8 %) tyrkere, ca. 3-5% romaer samt serbere, bulgarere og grækere hænger uforløst i luften. Men de er venlige.
Det er de også i Udenrigsministeriet. Her får vi sodavand, juice eller kaffe og en albansk kvindelig ”Head of Departement” nærmest danser sine informationer om Makedoniens behov for at blive optaget i EU for os. Hun kan noget med kulturformidling og udstråler den samme lidt barnlige glæde over at få besøg. Vi sidder lidt trangt i et ret lille mødelokale, for det normale er under ombygning og hun og en veninde måtte føre os et par hundrede meter hen ad hovedgaden. På vejen var vi lige et smut forbi et museum for Mother Theresa. Albaner, sjovt nok. I det hele taget taler hun måske lidt vel meget om albansk kultur og egenart. I hvert fald efter den herres mening, som også er til stede og tager mere og mere del i showet. Til sidst er det næsten hver gang, Adelina, som hun hedder, har danset og mimet noget for os, at han ligesom er nødt til at tilføje noget omkring det dér med integration og det letflydende samarbejde mellem befolkningsgrupperne. Han er ikke albaner. Han er makedoner! Enver – vores formidable tolk – ser lidt anstrengt ud; jeg bliver aldrig helt klar over, om han oversætter fra skiftevis albansk og makedonsk.
7 – Tetovo - Illyrerne
Tvivlen om, hvilket land, vi var kommet til, fortog sig hurtigt. Det her er Albanien! Et ekstra Albanien på den forkerte side af grænsen. Sproget er albansk, gæstfriheden er albansk, maden albansk, skolen albansk, stoltheden albansk. Og historien! Folk ved at fortælle om mange hundrede års undertrykkelse fra først osmannisk, siden serbisk, siden jugoslavisk, siden igen serbisk og siden makedonsk side. Det virker som et bevidsthedsmæssigt fundament: derfra starter konstruktionen af en social og national identitet. Benjamin gør mig retfærdigvis opmærksom på, at den albanske politiker faktisk ikke afviste det som et problem, at de unge i skolen var så nationalistiske. ”Det er fordi, de er blevet indoktrineret af deres forældre”, sagde han. ”Alle er i familie med nogen, der blev dræbt eller såret under den sidste konflikt eller under borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien.”
Historikerne skændes selvfølgelig om, hvad der skete længere tilbage. Jeg sidder i bussen og fortæller Enver, at albanerne først flyttede til dette område i løbet af 1700-tallet, da serberne flyttede nordpå i forbindelse med en af de mange krige mellem Osmannerne og Østrig. ”Du har læst en serbisk historiebog!”, siger han og gør mig opmærksom på, at alle landsbyerne højst oppe i bjergene er gamle albanske landsbyer. De var der først. I 1700-tallet byggede man landsbyer i dalene. Og Osmannerne havde for vane at lade dem, der boede i bjergene være. Han fortæller også om albanske katolske kirker langt mod øst, som var der, før osmannerne erobrede Balkan og byggede moskeer samtidig med at de favoriserede de ortodokse kristne på bekostning af katolikkerne.
Endnu længere tilbage bliver den gamle konflikt mellem slaver og ikke-slaver en del af erindringen. Makedonerne er ligesom serberne, montenegrinerne og (de fleste af) bulgarerne slaviske folk og dermed i familie med polakker, tjekker, slovakker, sorbere og russere. Deraf – og fordi den ortodokse kirke var og er fælles for i hvert fald serbere, bulgarere, russere (og grækere) – opstod den balkanske opfattelse af Rusland som den store befriende magt i det 18. århundrede, hvor især Katharina 2. pustede godt til ilden og idéen om en ”panslavisk” bevægelse. Men albanerne taler et andet sprog og mener selv, at de nedstammer fra de oprindelige illyrere, der var kendte som gode soldater i antikken. De var her altså længe før, de slaviske folkevandringer tog fart i 6.-7. århundrede. Det er albansk land.
Det står i alle historiebøger og opslagsværker: Balkan er de historiske myters univers. Bulgarerne, Ungarerne, Grækerne, Albanerne, Serberne, alle har de en historisk myte om storhed og magt at bygge deres nationalfølelse op omkring. Og om alle myterne gælder det, at de er tvivlsomme, nogle decideret usande. Nu for eksempel makedonernes om Makedonien: at de skulle nedstamme fra Alexander den stores makedonere er svært at forestille sig i betragtning af, at de som slavisk folk først indvandrede til Balkan små 1000 år efter, at Alexanders rige var gået i opløsning og blevet en del af romerriget. Det groteske er, at grækernes forestilling om det samme er næsten lige så langt ude; det antikke Makedonien var måske i virkeligheden slet ikke græsk. Og i øvrigt er alle disse forskellige folkeslag blevet blandet godt og grundigt sammen gennem krige og ikke mindst osmannernes magtpolitik med at flytte rundt på befolkningsgrupper.
Da jeg siger det til Enver, smiler han og nikker. Men jeg synes jeg kan se et ”Jamen alligevel”.
8 – Staten, nationen og Sørensen
Måske var det en idé at spørge folk selv, hvor de helst vil høre til? Altså en folkeafstemning om, hvor grænserne skal være, ligesom den måde, vi lavede grænser mellem Danmark og Tyskland efter 1. Verdenskrig efter den idé, man kalder ”sindelagsprincippet”. Det synes Enver vist er en ok idé, men næppe realistisk. For det første kræver det jo, at de forskellige etniske grupper anerkender hinandens eksistens og derefter ret til at stemme. Her bliver det med folketællingerne igen til en bombe: Grækerne anerkender f. eks. slet ikke, at der findes slaviske mindretal i Grækenland. Bulgarerne anerkender nok mindretal, men ikke et makedonsk. Dem, der tror, de er makedonere, tager fejl i bulgarernes optik. Både dem, der bor i Bulgarien og dem, der bor i Makedonien. I virkeligheden er de bulgarere og burde, når det kommer til stykket, være en del af Bulgarien. Sjovt nok er albanerne vist enige med bulgarerne på det punkt: makedonerne tror, de er noget.
I Makedonien virker det, som om det eneste, de alle sammen er enige om, er, at EU er løsningen. Albanerne siger det, makedonerne siger det, romaerne siger det, tyrkerne siger det: Når vi bare kommer i EU, så skal det nok flaske sig, for så bliver de nationale forskelle jo mindre betydningsfulde. Naivt? Vi EU-borgere har vel vores tvivl?
En af dagene bliver vi klar over, at EU har en ambassadør i Makedonien, og at manden er dansker og hedder Sørensen, Peter. Vi tager chancen og sender ham en mail: må vi komme og snakke med ham? Det utrolige sker. Den fortravlede topembedsmand skriver straks tilbage, at det må vi finde ud af, han finder tre kvarter i morgen, og på vores sidste dag i Makedonien – faktisk på vej hjem – møder vi op i EU's hovedkvarter i en af de største og mest moderne bygninger i Skopje.
Her er stemningen mere vestlig og moderne end ved de andre interviews vi har lavet. Pænt og ordentligt, rene toiletter og nydelige receptionister. Masser af merchandise. Og alligevel minder det hele jo lidt om partiledernes set-up. Vi sidder i oval kreds på halvlækre designstole med vores udleverede EU-poser med T-shirts og foldere. For enden et lærred klar til Power-pointen. Så kommer Sørensen.
En utroligt venlig mand fra Jylland, der under sin tid i udlandet har tabt et par danske gloser, men lynhurtigt skræller det officielle embedsmandsagtige af. Jeg ved, vi kun har tre kvarter og stopper ham forsigtigt, da han begynder at fortælle eleverne en masse, som de ved i forvejen. Vi vil hellere gå direkte til de spørgsmål, som interesserer os. Han forstår, og jeg tror, der sker det samme som med de andre, vi har besøgt: Han bliver overrasket over elevernes niveau, og diskussionen hopper et par etager op. I hvert fald får vi dobbelt så lang tid, som han havde afsat og svar på en del af vores spørgsmål. Bagefter må jeg love, at vi ikke bare bruger vores optagelser af interviewet uredigeret. Så der kommer nok mere om det her på bloggen senere.
Der er to ting, vi især spørger til: Det ene er romaernes situation. Hvorfor gør EU ikke mere for dem, når det nu er til at tage ud i Shutka og se, hvordan de lever? EU-repræsentanten er helt på linje med Gordana fra Ambrella: Romaerne må organisere sig selv. Før kan de ikke modtage den støtte, der faktisk er til rådighed. Det handler igen om anerkendelse. Mathilde spørger lidt vredt til de romabørn, vi lige har set. Skal de så bare dø i mellemtiden? Og Sørensen forklarer tålmodigt, at ting tager tid. ”C`est la vie”, siger han. Heldigvis forstår eleverne ikke fransk, så det bliver først bagefter, jeg kan forklare dem, hvad han egentlig mente. Ellers kunne diskussionen her være blevet lang.
Til gengæld når vi at spørge ind til det andet store emne: Hvordan kan man have en stat, der består af så forskellige nationaliteter, der overhovedet ikke agerer, som om de er i samme stat? Og hvordan kan man tale om, at lukke en sådan stat ind i EU? Og hvad forlanger EU egentlig af Makedonien for at lukke staten ind?
Hver gang, vi har talt med politikere og embedsmænd, har vi spurgt, hvad Makedonien egentlig har at tilbyde EU til gengæld for det medlemskab, de ønsker så inderligt. Og hver gang har vi fået uldne svar om kultur og marked og især strategisk tryghed. Peter Sørensen gestikulerer begejstret, da Katrine foreslår sit eget svar på det spørgsmål: Makedonien kan tilbyde EU en succeshistorie, hvis det lykkes at få den stat med de nationaliteter til at fungere.
9 - Labyrinten
Og det er måske sagen i en nøddeskal: Kan det lykkes at få alle de forskellige følelser og nationaliteter og kulturer og sprog og religioner og historier og fortællinger til at leve sammen i gensidig respekt og tolerance, er EU`s oprindelige fredsbevarende projekt en succes. Også selvom drivkraften i EU med Peter Sørensens ord først og fremmest har karakter af en handelsklub.
De største barrierer i labyrinten hen mod det mål er de magtpolitikere, der formår at udnytte menneskers nationale stolthed og omsætte det i gensidigt had. Men man slipper ikke uden om de følelser, der danner menneskers identitet. Som Tjekkiets tidligere præsident sagde i forbindelse med delingen i 1992 af det gamle Tjekkoslovakiet i to lande: ”Fred, solidaritet og samarbejde er kun muligt mellem folk og lande, der ved, hvem de er. Hvis jeg ikke ved, hvem jeg er, hvem jeg vil være, hvad jeg vil opnå, hvor jeg begynder og hvor jeg ender, så vil mine relationer med de mennesker, der omgiver mig, og med resten af verden uundgåeligt være anspændte, fulde af mistænksomhed og belastet med et mindreværdskompleks, som måske gemmer sig bag bombastisk bravur”.
Eleverne står et sted i labyrinten.
Læreren, Andreas Kofoed Bendtsen, 2011
