Shapka

Selve byen Shapka fungerer, om vinteren, som skisportssted for lokalbefolkningen. Byen var meget lille, men med et stort hotel som centrum. Herfra gik vi på vandring i bjergene.

Området fungerer som grænse mod Kosovo. Derfor har der under balkankrigen været en del kampe netop her. Det var også her, hvor albanske krigere havde deres udgangspunkt, da de i 2001 gjorde væbnet oprør mod den makedonske stat, for at tilkæmpe sig flere rettigheder. En konflikt der varede omtrent 6 måneder, og kostede en del menneskeliv.

Hvem der vandt konflikten kommer an på hvem man spørger, men den endte med ”Ohrid-aftalen”, som bl.a. har til formål, at fastholde retten til undervisning i eget sprog i uddannelsesinstitutionerne, og andre etniske rettigheder.


 - Johannes B

Nu på youtube

Mit førstehånds indtryk af Makedonien

Vi havde vel alle en eller anden forestilling om hvordan Makedonien ville være, inden vi tog afsted. For mit vedkommende var det Italien krydset med balkan musik. Lækkert og varmt, dog spraglet, vildt og uden vedvarende rytme eller melodi. Og så kom vi derned...

Fra flyet kunne vi se bjerge, nogle med sol på, andre med sne. Det var som en blanding mellem Danmark og Østrig, set oppe fra.

Lufthavnen, vi trådte ud i, var lille. Ordet lille er dog ikke småt nok til at beskrive den. Rullebåndet til kufferterne, havde mere at gøre med rullebåndet til indkøbsvarerne i Netto, end egentlige kuffertbånd i almindelige lufthavne. Udover rullebåndet var der to små ruder, og ved dem var det muligt at veksle penge. Allerede dér havde vi paraderne oppe. Vi var jo trods alt lige landet i ”et land fyldt med slyngler” - som mange nok havde fået det fortalt, før vi rejste. Dog var der intet svindel og de fleste af os, gik derfra med en ordentlig håndfuld sedler. Da vi trådte udenfor, på det som jeg vil betragte som det første makedonske jord vi oplevede, ramte varmen os. Varmen og støvet.

For støvet var Makedonien. Vores buschauffør, der var knapt så støvet, vinkede os ind i vores gulerodsfarvede bus, og tog sig selv af vores bagage. Vi kørte. Landevej, motorvej, landevej.

Midt i et lyskryds så jeg en dreng. Han så slidt ud, ikke slidt som danske børn kan se slidte ud når de er trætte, slidt, som i beskidt og trævlet. Med pjusket uredt hår og mudder i ansigtet. I sin hånd havde han et bundt penge. Dem havde han sikkert tjent på en hel dag, som motorvejstigger. Han gjorde mig bange og chokeret, og jeg bad straks Carla om at tage et billede af ham. Det gjorde hun. Ikke specielt diskret, faktisk blev det store dyre spejlreflekskamera presset op mod ruden i bussen. 

Da drengen fik øje på det, løb han så hurtigt han kunne ned langs motorvejen, og ind imellem bilerne der heldigvis holdt for rødt.

Efter synet af ham, og især hans skræmte ansigtsudtryk da han så kameraet, var der ikke andet der kunne chokere mig, eller røre mig på den bustur. Ikke engang synet af ældre kvinder der arbejdede i markerne med deres bare hænder og krumbøjede rygge.

Ikke engang synet af huse, uden vinduer eller tag. Ikke den slags huse, der egentlig blot er murstensskeletter, som alligevel så tydeligt er beboet, kunne få mig til at dreje hovedet.

Makedonien havde ramt mig. Jeg havde fået mit førstehånds indtryk.  

- Katrine P

Mødet med skolen i Halle

Mødet med skolen i Halle var en overraskende oplevelse. Jeg ved godt at Den Alternative Skole er en meget fri skole, men at opleve en tysk folkeskole på så tæt hold får Den Alternative Skole til at virke som det rene Christiania og den tyske folkeskole som et ungdomsfængsel. Man bliver mødt af venlige elever og lærere som virkelig prøver at hjælpe en når man spørger om vej på gebrokken tysk og stadigvæk ikke kan forstå det svar man får tilbage. Man kommer op til klasseværelserne der er som et sommerhuskøkkens størrelse og uden vinduer. Når man så får den pause der er planlagt i det lille skema man fik udleveret kunne man nyde synet af tre vinduer på den lange gang med tremmer for som ikke kunne åbnes. 
Jeg elskede de smukke trapper af sten men at skulle gå op og ned, og op og ned fra klasseværelse til klasseværelse hver skole dag ville jeg personligt blive rimelig træt af i længden. Efter at have gået op og ned og op og ned af de store sten trapper, regnede jeg lidt med et sundt og godt måltid mad men skuffelsen bredte sig meget hurtigt da man kommer ned til en sur kantinedame som serverede pulverkartoffelmos med noget der ligner opkast ved siden af, det var en rigtig modbydelig oplevelse, især når man tænker på at de betaler for at gå i skole og de så ingen mulighed har for at bestemme hvad for noget mad de skal spise.

Så var det tid til at vi skulle spille volleyball, og som den gode sportskvinde jeg nu er, valgte jeg ikke at holde med nogen og derfor være nummerdame. Det var en meget sjov oplevelse men man kunne godt nok se at tyskerne havde styr på sport. Jeg snakkede med en af tyskerene som sagde at de havde volleyball hver fredag og så var det jo forståelig nok de var så gode til det. Der var ikke en eneste gang hvor danskene vandt, selv om der var nogle meget engageret sportsmænd og sportskvinder blandt det danske hold, som virkelig gjorde sit bedste for at vinde var det ikke muligt, eftersom tyskerene førte stortset alle gange med over 10 point. Det var en meget sjov dag, men jeg er mere end lykkelig over jeg går på Den Alternative Skole hvor man har elevindflydelse.


- Nonni

Shutkas børn - skrøbelige og fanget i fattigdom.

Vi bliver fulgt gennem det fattigste område i Shutka, af talsmanden for organisationen Ambrela. Husene omkring os er bygget op af metalplader, gamle tæpper og jerngitre. Mænd kører forbi på deres smadrede knallerter med ungerne hængene om armene og benene. Støvet fra de hurtigt roterende hjul går lige i lungerne. 

Vi kommer hen til en sidevej hvor talsmanden vifter og gør tegn til at vi skal ned af vejen. Vejen er smal og fra gaden kan man nemt se romafamiliernes hustande. En dreng smutter forbi mig slæbende på et jernskrummel, det var nok en del af et nyt tag på hans families hus. Jeg overvejer at spørge om jeg skal hjælpe ham, da den ser tung ud, men dropper hurtigt idéen igen. Længere ned af vejen kan man se en masse børn hoppe på en gammel madras, de morer sig og griner højt. Jeg får helt lyst til selv at være med i legen. Pludselig sprinter en af pigerne hen imod mig, standser lige ved mine fødder, kigger op og remser noget på romani som jeg selvfølgelig ikke forstår. Hendes øjne lyser op. Jeg får øje på at hendes øjne er blå og fortæller med kropssproget, så godt jeg kan, at vi har samme farve øjne. Det forstår hun straks og hiver mig med ind i hendes forhave. Jeg retter mig op igen og ser et lille meget pink hus for øjnene af mig.

Der er en masse skrald i haven, og en haltende hund lusker omkring. I døren til huset står moderen og skiller et gammelt køleskab ad. Hun smiler og gør fagter til at jeg skal tage billeder af hendes håndværksmæssige kunden. Jeg blitzer løs og føler mig egentlig ikke ond på nogen måde, da de er meget glade for at blive fotograferet, og stolte over det de kan. Pigen fra før har nu hentet tre andre børn der også vil være med i fotolegen. De får mig med om i baghaven og danser rundt og leger med mig og mit kamera. Pigen finder den haltende hund frem og sin storebror og stiller dem pænt op og beder mig om at tage et billeder af hende og dem.

Om halsen på broderen hænger en gammel medalje som også skal vises frem. Jeg kan ikke lade hver med at fortsætte med at tage billeder, da jeg kan se at de er lykkelige og elsker legen. Pigen fosvinder igen ind i huset og kommer tilbage med en flot lyshåret barbiedukke. Hun peger på mig og så på babiedukken. Jeg bliver helt rørt. Nu skal babiedukken også danse foran kameraet. Jeg kigger hen mod resten af klassen der står og snakker med talsmanden fra Ambrela, men fortsætter med legen.

Pigen har et sidste ønske inden vi bliver nød til at fortsætte videre gennem den fattige by Shutka, hun vil gerne prøve kameraret og tage et billed af mig. Jeg giver hende straks kameraret og lykken blusser frem i hendes øjne. Det er ikke hver dag en lille romapige fra det fattigste område af Shutka får lov til at tage billeder med et stort flot kamera. Nogen fra klassen råber på mig og jeg må skynde mig med resten af flokken, men den lille pige vil sige ordentligt farvel og hiver mig ned til hende og kysser mig blidt på kinden. Med blikket rettet fast på den lille pige smutter jeg hurtigt ud af haven og væk fra børnene. 


Først der går det op for mig hvor skrøbelige de er og hvor lidt fremtid de har foran sig. De er uheldige at være blevet født som dem ingen vil have, beskidte sigøjnere. Hvis jeg kunne ønske, er det fra min side af ikke sidste gang jeg besøger børnene i Shutka. 

 - Carla Viola Thurøe

Ambrela – en organisation og dens arbejde

Inden vi rejste til Makedonien fik jeg, og sikkert også resten DAS-afgangseleverne, det indtryk at romaerne i Makedonien faktisk havde det godt. At de ikke var forfulgt og udstødte som i resten af Europa. Især i romalandsbyen Shutka, hvor alt bliver styret af romaerne selv, ville deres trivsel være god. Staten gør alt for udadtil at vise, at deres romaer har det godt og får en fair behandling. Det vi oplevede dernede var dog en del anderledes.
Romaerne er andenrangsborgere i Makedonien. Der findes ingen partier, der brænder for at hjælpe romaerne, kun dem der er fuld af løgne og manipulation. 

Organisationen Ambrela arbejder for romaernes sag. Organisationens formål er, at romaerne skal fungere på lige fod med alle andre borgere og sætter især fokus på børn og forældre. Målgruppen er ikke tilfældigt valgt, da det er den mest sårbare kategori.
Organisationen prøver at motivere forældre til at få deres børn vaccineret, komme i vuggestue, skole osv. I øjeblikket er Ambrela involveret i et projekt, der informerer romabørn og deres forældre om vigtigheden af uddannelse. I skolerne er der dog ingen respekt for romaerne. De fleste romaer bliver placeret bagerst i klassen eller i en samlet gruppe. Ingen romaer bliver ”inkluderet”, men nærmere ”ekskluderet”. Ambrela kæmper også for, at romaforældre selv helt frit kan vælge, hvilken skole deres barn skal gå på. De kæmper for, at skolerne kan tackle og rumme de tosprogede romabørn i stedet for at sende dem på specialskoler. Hvis forældre til et makedonsk barn ikke vil have sit barn siddende ved siden af en roma, skal der ikke mere til end, at man beder lærerne om at fjerne romaen. Det er en meget sårende og krænkende oplevelse. Når romaer kommer ud for sådanne situationer, resulterer det oftest i, at de fleste falder fra og ikke fuldfører skolegangen.
Alle folkegrupper i Makedonien har ret til at blive undervist i deres modersmål, men staten gør ikke nok for, at alle romaer får deres rettigheder opfyldt. 

Projektets begyndelse i år 2010 havde en god start og modtog støtte fra Østrig. Selve organisationen Ambrela startede i år 2008. De havde en svær start og folkene bag, arbejdede frivilligt, hvilket de stadig gør. Det officielle tal for indbyggere af romaerne er ifølge staten 6.000. Ambrela organisationen mener der lever omkring 100.000 romaer i Makedonien. 30.000 af dem bor i Shutka. Omkring 90% af de romaer, der er registrerede borgere, modtager bistandshjælp.

Gravid roma-kvinde foran et typisk hjem i Shutka. 

De fleste kvinder føder deres børn i hjemmet. Hvis en kvinde får mulighed for at komme på hospitalet for at føde eller der er behov for hjælp til fødslen, er der sjusk med deres papirer og patientjournalopgtegnelser. Kvinderne bliver så hurtigt som muligt sendt hjem igen.
Romafamilier lever under værst tænkelige forhold. Husene er faldefærdige og de fleste har ingen adgang til vand. 


Romaerne bliver ikke kun behandlet anderledes end andre borgere, de har også sværere ved at få jobs og blive ansat i blivende stillinger. Som roma er det ikke muligt at få sine børn registreret, medmindre man selv er det. Hvis man ikke er registreret, har man blandt andet heller ikke mulighed for at stemme til folketingsvalg, og har dermed en meget lille indflydelse eller overhovedet ingen.
Ambrela organisationens hovedformål er også at gøre opmærksom på menneskerettighederne og bevidstgørelse om politisk deltagelse. 

Organisationen Ambrela gør hver eneste dag regeringen opmærksom på problemerne, men processen tager lang tid og bliver hurtigt glemt igen. Den politiske vilje til at få hjulpet romaerne er tæt på ikkeeksisterende.


Der kan læses mere om Ambrela-organisationen og dens arbejde her. 


- Laura Rossau

Rundt i Shutka

Vi træder ud af bussen i Shutka. Midt på et marked bliver vi sat af. Et marked der, i bedste østeuropæiske forstand, sælger utroligt billige Adidas trøjer og Gucci tasker. Der er ikke det du mangler, som ikke er til at få på Shutkas marked.

Vi spadserer lidt op og ned af markedet opmærksomme på, at det ikke er helt sikkert, man får pungen med sig hjem igen. Alligevel føler vi os trygge. Trods sælgere, der ikke er blege for at udnytte en flok danske turister med penge på lommen, er der god stemning og folk snakker, for det meste, venligt og roligt til en.

Efter en rum tid skal vi til møde på Ambrella. Ambrella er en hjælpeorganisation for romaer, som kæmper for rettigheder og bedre vilkår for romaer. Efter 200 meters gåtur er vi fremme ved deres base. Vi kommer ind i en stor villa, der er malet orange og gul, og direkte ind på et kontor. En summen fra ventilationssystemet leverer den umiddelbare lyd i lokalet. Inden længe er mødet i gang. Spørgsmål, oversættelse og svar. Vores tolk Enver er en kæmpe fordel for os i disse situationer. Lokalet, vi sidder i, er småt og størstedelen af eleverne må stå op.

Efter mødet går vi ud på vejen for at gå en tur rundt i byen. Det første vi møder er en lille romadreng. Det var først her jeg fandt ud af, det var sådan romaerne i Shutka så ud. Altså ikke, som først antaget, folkene ved markedet. De så fine ud. Relativt nyvaskede og klædt i ”moderne” tøj. Han havde en rød slidt trøje på og et par alt for store sutsko på. Sådan tøffede han rundt i gaderne.

Vi går ud i byen. Det første tegn på liv er en flok drenge der løber rundt på en fodboldbane af asfalt. De synes, det er vældig morsomt at stå og posere foran kameraerne vi har med os. Målene er to metalrør der er boret i jorden og en overligger. Det er det. Bag ved hvert mål står der to basket kurve. Der er ikke meget kurv over dem eftersom selve kurvene er revet ned. Kun en halvsmadret træplade hænger tilbage på stangen. Banen er fyldt med affald, men drengene, der spiller fodbold, virker til at være bedøvende ligeglade. Enten har de vænnet sig til det – ellers har de aldrig prøvet andet.

Efter to minutters gang rammer vi boligområdet. Her er liv. Her lugter mest af alt af kylling, bål og støv. Familierne farer ud af deres huse da de hører fremmede stemmer. Ikke på grund af frygt, men på grund af interesse for os. Alle børnene er pjattede med kameraerne, men de voksne vil helst ikke have at vi tager billeder af deres boliger. Husene er primitivt bygget. Man har taget alt hvad man kan for at lappe det tæt. Huset er faktisk bygget af lapper. Lap på lap på lap. En kæmpe Magnum-reklame figurerer som en del af væggen i et hus. Det hele er støvet og man skal langt efter vand. Typisk hentes der, i hver familie, vand en gang om dagen. Det skal man så spare på, da det ikke er hver dag der er chance for vand. Rent eller ej. Den maling, nogle af husene er malet hvide med, er ved at krakelere og hænger i flænger.

Vi drejer om et hjørne hvor en lille pige står med sin dukke. Dukken mangler en arm og den hvide trøje den har på er trævlet. Pigens hår er helt uglet og hendes tøj er helt beskidt. Snottet hænger i en fornem stråle, men inden bag ved alt det gemmer dig sig en smuk lille pige. Hendes er øjne funkler når hun står og kigger genert ind i kameraerne. Bag facaden gemmer det smukke sig ofte.

Da vi havde set det vi ville se gik vi videre. Ud af det fattige område, ned til markedet igen og da vi ikke troede vi skulle se noget, der var fattigere end før tog vi fejl.

Hus, hønsehus, hus, hus, flot villa, hus, hønsehus. Sådan blev det ved. Mærkeligt var det, at der familier overalt. Undtagen i villaerne. De stod bare og pyntede. Hvem der ejede dem ved vi ikke, men det er formodentlig en makedonsk familie der måske bor i Østrig, tjener fint og altså derfor har et sommerhus i Shutka. Husene er totalt smadrede. Vi var alle overraskede over, man kan leve sådan et sted. Selvom det også er knapt. Vi går igennem byen. Nogle tager billeder, nogle er sørgmodige og andre går bare og stirrer. Stirrer for at stirre, men man stirrer ikke rigtigt på noget. Helt målløse. Grusvejen, vi går ned ad, er ujævn og der ligger ødelagt tøj rundt omkring i vejkanten. Tøj og affald.

Husene er, som skrevet tidligere, lappet sammen med lapper på den ene eller den anden led. Man tager alt hvad man finder på sin vej hvis man mangler noget. Vi bliver inviteret ind hos en familie. På vej ind i haven går vi forbi et hesteskinneben. En mand kommer haltende ud. Hans ene ben er for kort på grund af, han har en afstumpet fod. Enver hjælper med at oversætte hvad han og hans familie siger til os og omvendt. De havde sat et viskestykke fast på vandhanen fra brønden for at filtrere det værste sand og mudder væk fra det vigtigste levemiddel, som nærmest er det eneste vi har tilfælles. Vand.

Efter oplevelsen af at være i Shutka var busturen efterfølgende temmelig stille. De fleste sad og kiggede tomt. Nogle havde stadig en tåre på kinden, men efter man havde sundet sig, var det faktisk en fantastisk oplevelse at se byen. Vi havde for alvor mærket Shutkas puls. 

 - Asger Olsson

Nächste Station: Silberhöne, Südstadt

En gruppe på fem elever hopper ind i en sporvogn. Langsomt glider vi ud af byen. Ud mod de høje huse. På stationen Silberhöne stiger vi af og kigger os først lidt omkring på pladsen der fører op til togstationen. Bydelens midtpunkt. Vi skal uddele spørgeskemaer og ikke alle er lige fornøjede om opgaven. Folk stirrer mærkeligt på en når man går forbi dem. Spørger man dem, om de vil udfylde skemaet, vrisser de af en og tager endnu et skridt ind i deres tomme liv. Intet nyt og, for os at se, ikke meget håb. 

En mand står og lader tiden drive væk med en smøg. Han lader mobilens skarpe lyd fylde pladsen, han befinder sig på, i form af en rapsang. Uden for megen tøven spørger vi ham om han vil udfylde skemaet. Inden han når at svare står han med papiret i hånden. Han skriver færdigt helt synkront som sangen spilles færdig. Han takkes og vi retter blikket mod togstationen. 

Folk, der står og venter på toget, virker umiddelbart som et let bytte, men de er alligevel ikke interesseret i at hjælpe. De peger blot på uret og forklare, på gebrokkent engelsk, at de har vældig travlt. Tiden flyver altid fra en når man skal udfylde skemaer. Togene kører fra en og det hele kan være lige meget - Kender I det?

Vi går væk fra pladsen og togstationen, dermed drukkenboltene, for i stedet at rette blikket med Østtysklands Netto. Den hedder Netto, men i stedet for den fine sorte hund pryder ordet 'discount' det nikotingule skilt. På skemaet er der en rubrik, hvor folk skal krydse af hvilken aldersgruppe de tilhører. Størstedelen af folk, der er på gaden ved 11-12 tiden, krydser af i feltet 50+.


Et spørgsmål lyder sig om de savner DDR i så fald at de er over 50 år. Det er ikke mange, af dem der har oplevet det, der ikke savner det. Arbejde til alle slår kegler i bydelen Südstadt!

 - Asger Olsson

Hjemrejsen

Vi pakkede vores kufferter og forlod hotellet klokken 11 torsdag morgen. 

Vores bus kørte os direkte til Skopje, hvor vi nåede at se den tyrkiske del af byen, som var præget af smykkebutikker og små gader. 

Straks derefter havde vi et helt fantastisk møde med den danske diplomat Peter Sørensen, som er EU-ambassadør, og den mest travle mand, i Makedonien. Han havde sat 30-45 minutter af til vores møde med ham, men det endte alligevel med at tage over en time, så vi var langt over tilfredse!

Efter mødet, blev vi kørt ud til en gammel romersk ruin, som arkæologer først nu er begyndt at grave frem. Der fik vi en rundvisning på engelsk, i det der viste sig at være en hel by både med kirke, værelser, mande-bade og kvinde-bade.

Det var ved at blive aften, så vi blev kørt tilbage til Skopje, hvor vi spiste på en lille tyrkisk restaurant. Vi gik derfra ved elleve tiden, for at blive kørt til busholdepladsen, så vi kunne sove et par timer i bussen, inden den egentlige rejse begyndte.

Bussen kørte mod lufthavnen, og vi ankom ved halv fire tiden om natten. Vi var alle møgtrætte, men fik mast os ind i det første fly, som fløj os til Budapest.

I Budapest havde vi en time til at spise noget morgenmad og finde det næste fly. Det gik godt, og vi fløj så vi ramte tyskland ved ni tiden.

Allerede halv elleve sad vi på en lækker cafe, klar til at spise tidligt frokost. 
Klokken tre kørte bussen fra Berlin til København, og vi var fremme lidt i elleve, fredag aften. 

Hjemrejsen tog halvandet døgn, så nu er vi alle helt smadrede, men jeg er sikker på at alle alligevel synes, at det var det hele værd. 


Katrine P


Inden for de næste par uger, vil der komme flere opdateringer her på bloggen. Deriblandt en film, nogle lydklip og nogle meget interessante interviews.

Ohrid - en by fra antikken

Omkring 2-3 timer efter afrejsen fra hotellet stiger vi ud af bussen ved søen Ohrid. Det er en af de største søer i Makedonien og den ligger tilmed i den største nationalpark. Søen klippes over af grænsen mellem Makedonien og Albanien. Først ligger vi besøg på et fornemt kloster, hvor en skægget munk tager imod os og viser os rundt i det lille kloster. Det oprindelige kloster blev bygget i 800-tallet. I det kloster blev alfabetet, som senere blev kaldt det glagolitiske alfabet, skabt. Det blev anvendt fra år 800-1200. Sideløbende blev det brugt med det kyrilliske alfabet. Alfabetet består af 44 tegn.

Her ses Zar Klemens af Ohrid

Senere hoppede vi ombord på to både, som vi sejlede i op af en dam. En af de damme som giver vand til Ohrid. Vandet kommer oppe fra bjergene og kommer enten ned underjords eller i små åer. Kalk...., der stod og boblede, ledte vandet fra undergrunden op. Vandet var helt klart og hvis man dykkede med dykkerbriller vil man kunne se omkring 100 meter om sig. Vandet i dammen er altid mellem 8-10 grader. Det gælder dog ikke i den store del af søen. Bådsmændende gik meget op i at holde vandet rent - af netop samme årsag sejlede vi af mandkraft. Eller det gjorde bådsmændende. Vi sad blot og nød naturen og de fantastiske lyde fra fugle og åreslag i vandet. 

Senere tog vi til byen Ohrid hvor vi skulle spise mad og se byen. Turismen foldede sine hænder om os og da vi gik ned af strandpromenaden vidste vi ikke om vi havde stået i selv samme by før, selvom ingen havde det. Efter vi havde spist drog jeg, vores tre lærere og vores tolk Enver op til Zar Samuels borg. 

Op, op og atter op indtil vi til sidst lod os gå igennem den mægtige port, der gemte den oprindelige Ohrid i sig. Byen var dog moderniseret og renoveret en del, men ikke alt var revet ned. Straks faldt det os i øjnene, at det var en by der var opstået under det romerske rige. Amfiteateret, som lå midt i det der ligner Makedoniens overklassekvarter, gav os de første tanker om en romersk by. 

Langsomt gled vi ud af turistidyllen og ind i det lidt ældre og slidte billede byen også besad. Endnu en skægget mand rammer vores vej og vi finder senere ud af, at han er præst i kirken lige overfor. Kirken lå med en fantastisk udsigt ud over den store klare sø. Han fortalte, at der havde ligget en kirke førhen, som var bygget af de kristne. Senere, under Osmannerriget, blev der bygget en moske og nu igen en ortodoks kirke som blev grundlagt for godt 10 år siden. 

Hvad han ikke fortalte var, at der førhen havde ligget en romersk landsby - altså tilsvarende der grundlagde hele byen. De byggede på deres vej fra Albanien til Konstantinopel, nu Istanbul, kaldet Via Ignacia. Borgen, som faktisk var det egentlige mål, var desværre ikke åben, men udefra kunne vi konstatere at den var bygget i omkring år 1000 til Zar Samuel. 14 år efter døde han. Nogle af de materialer, muren var gjort af, kunne afsløre teorien.  

Efter vi, i 9. klasse var i Sevilla og så Italica, som var den første romerske by uden for emperiet, kunne vi se mange sammenligninger mellem antikkens Ohrid og Italica.

Vejret var bestemt ikke på vores side, men at landskabet, mens vi sad i bussen på vej hjem, blev dækket af sne, kom bestemt som en overraskelse.


 - Asger Olsson

Egoisme eller løgnehistorier

I vores søgen efter viden omkring dette spændene land, vi befinder os i, har vi været ude og snakke med to meget væsentlige politikere, som begge kæmper for minoriteter i Makedonien. Den ene er lederen af det største, af de tre, tyrkiske partier, samt en partiformand for det største albanske parti.

Der er blevet stillet en masse dybtgående spørgsmål, og vi har fået en masse gode svar (svarene har selvfølgelig været pakket ind i den sædvanlige politiske udenomssnakken), men ét spørgsmål har, efter min mening, været det mest interessante: 

Hvorfor alle minoritetspartier, som hævder at kæmpe for alle makedonske minoriteters rettigheder, ikke hjælpes ad for at opnå dette mål? 

Svaret til dette har været, at det var ligesom at dele den samme opgave ud til nogle skoleelever og sige, at de skulle løse den på hver deres måde, - altså at partierne vil det samme, men med lidt forskellige fremgangsmåder.

Jeg tolker dette som om, at valget mellem de forskellige partier er en ren og skær smagssag. Hvis det er tilfældet, betyder det, at der er en stærk egoisme hos partierne og vælgerne, som jeg tror, hænger sammen med en stærk nationalfølelse. En følelse, der hos partierne skinner igennem, som en trang til at udføre det samme arbejde bedre end de andre partier. En egoisme, som skinner så meget igennem, at den står stærkere, end trangen til at nå deres faktiske mål.

Jeg kan afslutte dette med at sige, at jeg ikke ved, om det vi har hørt, er troværdigt eller ej. Måske har de bare smurt tykt på omkring deres mærkesager, for at forbedre billedet ud af til. 

Benjamin Funk

Skopjes Parlament

Ledninger hænger fra loftet, rækker hen over statuer og ender på gulvet. Det er køligt, så airconditionanlægget virker. Inden vi får lov at gå indenfor, skal vi igennem et security check. Vores tasker bliver scannet for bomber og lignende. Vi selv bliver scannet, for 30 danske skoleelever kan jo kun være spioner når vi er i Makedonien. 

Vi træder ind i en hall, flotte flisegulve mødes med metalskabe. Trapper fra gulv til loft, med 'smukt' dekorerede gelændere og guldfarvede håndtag pryder lokalet.

En mand iført jakkesæt hilser os, eller.. han hilser vores 'professor', vores lærer. Uden ord bliver vi ført videre til næste lokale. Vi går gennem en smal gang, på væggene hænger malerier. De hænger der, og de hænger skævt. Aldrig har malerier af den slags været spændende. Og da slet ikke tiltrækkende eller ophidsende. Trapper går uden grund tre trin op, og tre trin ned. Efter hvad der føles som et kvarters gang står vi i det første lokale. Et rundt bord med stole omkring fylder et lokale, der trænger voldsomt til en ny vægmaling. Til gengæld er loftet over os et næsten levende maleri i smukke mørkegrønne farver.

  Vi bliver fortalt at det er lige her, de vigtige mænd sidder, når de sidder. 

På bordet er der navneskilte og navnene derpå bliver skiftet ud, når det er nødvendigt.

Parlamenter er parlamenter, navneskiltene bliver skiftet ud, men politik forbliver politik.

Tre timer senere sidder vi i et lokale mage til, og interviewer lederen for det tyrkiske minoritetsparti. Vi spørger ham bl.a. om han regner med at Tyrkiet bliver optaget i EU. Han svarer: ”Ikke nu, for Angela Merkel og Sarkozy er imod. Men Merkel og Sarkozy bliver ikke ved med at være der, navneskiltene bliver skiftet ud, politik er politik”

Katrine P

Parlamentet i Makedonien, Skopje.

 - Her ses Makedoniens parlament der ligger i Skopje, bygget i år 1938.

 - Her ses 10. klasse på trappen i forhallen i parlamentsbygningen. Det er her det nye parlament bliver præsenteret. Idag var det os der var i centrum.

 - Parlamentet gav os en varm velkomst. Rundtur i bygningen og senere møde med formanden fra et af de tyrkiske minoritetspartier. I Makedonien er der tre tyrkiske partier.

Der kommer senere updates fra dette møde i parlamentet.

En følelse af fattige Shutka

"Vi har alle et ansvar for denne verden"

 Dét var det første jeg tænkte da jeg så romabyen, Shutka. Det var som at komme ud i Indiens slum, den oplevede jeg for nogle måneder siden, da jeg er adoptivbarn og besøgte Indien for første gang i sytten år. Det var lidt som at blive taget tilbage og opleve deja-vu, men så alligevel ikke helt; for her oplevede jeg at to drenge legede, en bil kom kørende og deres far hev dem til siden og slog den ældste af sønnerne. Derefter slog den ældste søn, den yngre. Fordi de går efter dem der lige er 'lidt lavere' i hierarkiet, end de selv er. Da vi blev vist ud til den fattigste del af Shutka, hvor de ikke havde adgang til vand, undrede det mig at de kunne stå og virke glade, smile og tage imod os med den kærligste hånd. Jeg tror, at for dem betyder familien alt. De er sammen hele tiden og har et tæt sammenhold i modsætning til os, der står op klokken syv om morgenen og tager på arbejde og er hjemme klokken seksten-sytten stykker. De er jo hele tiden sammen, og har hinanden, på en helt anden måde end vi er vant til.
Min taxachauffør i Indien, lærte mig at når man ser sådan nogle ting som det her, skal man altid huske;

"Ligemeget hvor fattige folk er, ligemeget om de er registrerede eller ej, så vil de ALTID have en funktion i samfundet, de er mennesker ligesom vi er. De lever bare helt anderledes" 

Nikhita M

A feeling of the poor Shutka.

"We all have a responsibility for this world"

The first thought that came across my mind, when I saw the Roma city, Šuto Orizari, better known as Shutka.

It was like walking into the slum of India, That was the experience I had a couple of months ago because I am an adoptive child and visited India for the first time in seventeen years. It felt like going back, a kind of a deja-vu, but then again not; I witnessed two young boys playing in the streets, then a car approached and their father pulled them away and hit the oldest son. afterwards the oldest son hit the younger, cause in society we will always turn to the once there's a level beneath us in the hierarchy.
when we were showed the poorest part of Shutka, where they didn't have acess to water, it accured me that they could appear so happy, joinful and open to having us as guests. I think for them, that family matters the most. They keep together and have a strong relationship incompared to us who gets up at 7 o'clock in the morning, go to work and comes home at 5 o'clock everyday. They stick together all the time in a way we aren't used to. 

My taxi driver in India taught me, that when you see things like this, there's always one thing you should remember; 

"no matter how poor people are, no matter if they are registred or not, they will always have a function in the society we live in. They are people like us. They just live completely different" 

Nikhita M.

Translated by Pelle and Laura Rossau.  

Shutka Orizari

Idag har vi besøgt romabyen Shutka Orizari. 

Shutka er den eneste by der er styret af romaer, og også grunden til at vi tog herned.

Vi blev mødt med åbne arme, interesse og en masse børnesmil.

Fattigdommen i Shutka var chokerende. Så chokerende at mange af os stadig ikke helt har opfattet, hvad vi egentlig har set af forfærdelige ting. 

Mange af os blev så overvældede og rørte af den så anderledes verden som romaerne i Shutka lever i, at vi ikke kunne holde tårerne tilbage. 

Derfor kommer der flere indlæg om vores oplevelser og følelser i Shutka, senere. 

Her er alligevel en lille forsmag på hvad vi har set ske i Shutka Orizari:

Her er vi på vej ind i romaoganisationen Ambrellas hovedkvarter, hvor vi hørte
om romaerne i Shutkas levevilkår

Her lytter vi interesserede til vores tolk og romatalskvinden

Foredrag og indlevelse

Legeplads i Shutka

''Tivoli''

Her er vi ankommet til en lille restaurant uden for Shutka
i et finere turistkvarter

Bjerglandskab

Katrine P & Amanda B

Afslutning i Halle, begyndelse i Makedonien

Nu har vi forladt Halle, som var over vores forventninger. Vi gik byen tynd med vores tyske udvekslingsklasse, der hver holdt et velforberedt foredrag ved historiske og betydningsfylde bygninger og pladser i Halle. Vi oplevede byen som en del af de lokale, bla. mødestedet Häendel, Häendel, en kendt tysk komponist, står som en statue som ligger centralt i byen omgivet af sporvogne, lokale spisesteder, markedsplads og tysk hygge. Alle danske elever blev taget godt imod og blev hentet på Halle Bahnhof søndag aften. Udover rundvisning i Halle var vi en dag del af tysk folkeskole undervisning, volleyballturnering, picnic med grillet pølser og en hyggelig afslutning torsdag aften med tysk ”ta' selv bord”. Vi vågnede alle trætte op fredag morgen ved 4-tiden for at drage mod Halle Bahnhof hvor vi skulle mødes for at tage videre til Makedonien.

Her sidder vi nu. Kontrasten mellem Tyskland og Makedonien er i hvert fald til at få øje på, både kulturelt og udseende mæssigt. Vi er enormt overraskede. Nu kan vi endelig sætte øjne, ører og næse på alt det vi har snakket og forberedt os på gennem hele året. Allerede da vi trådte ud af flyet i Skopje, Makedoniens hovedstad, mødte der os nye indtryk der var enorme. Vi blev blandt andet udspurgt om spionage og hvad vi havde at gøre i Makedonien. Ingen forstår hvorfor en skoleklasse fra Danmark vil besøge lige netop deres land.

Lige fra første øjeblik vi trådte ind på hotellet var der service og butlere til at hjælpe og servicere os. Efter den lange rejse kunne vi endelig slappe af og nyde de lækre hotelværelser. Vi vågnede og var en del overraskede da en nasal stemme skar gennem vores øre. Til vores overraskelse var det lyden fra den lokale moske der kaldte til morgenbøn. Sikke en stemning! Islam er den tredje mest udbredte trosretning i Makedonien.

Dagen i dag er gået med vandring i de Makedonske bjerge bag hotellet. Luften var tynd, og fra en bjergtop kunne vi skimte bjergene på den anden side af grænsen. Nemlig bjergene i Kosovo. Det var en vild naturoplevelse.

I morgen sætter vi kursen mod Shutka, romalejren udenfor Skopje. Det bliver utroligt spændende. Der skal vi uddele de gaver vi samlede ind før rejsen, snakke med en partileder og ellers opleve det eneste sted på jorden hvor romaerne styrer selv.

Tænkt og skrevet af: Laura Ros, Carla og Laura Ras.

Identity (english)

Last year we went to Brittany, France. Here is a little text about identity, inspired by the breton people. 

Bretons have a common identity. The Breton people stick together, and the reason for that is because of their past. They have a need to stand by who they are. Their identity. They stick to each other og trough their common culture and their languange, witch is the thing that seperates them from the rest of France.
Because they have been an opressed people, they have a greater need than others, to show who they are and that they do exist. 



Not just that they exist as French. But that they exist as Bretons.

The word ”identity” comes fron the Latin root idem, witch means ”the same”. When you speak about group identity, in this case the Breton common identity, is ”the same”. That the people are ”the same”, or at least have a lot of things in common, that makes them what they are, Bretons.
There are a lot og things that will effekt who you are, Hence its identity. Where you are born, How you where raised, your relationships and you type of personality. To put it very briefly; one´s history. The one you were, before you became what you are now. In Breton most of the people had the same prehistory og their ancestors alike. Thats culture and the felling of being common maintained.I would think that common identity is a felling of being something special; Being a man, a mom, a citezen of Copenhagen or a postman. As a postmanyou automatically attached to other postmen, i the extent of having simular historie, living conditions and daily life. The postmen does´nt have a big need of gathering, not if you compare it to a minority.
As a minority it is important to get recognition, from the nation you live in. It can be by speaking the language you speak, live the way that you choose to live and cultivate the culture that has long held the minority togeather. But if you don´t get to live freely in a country even though you are not a part of the majority, the need of standing out becomes even greater, than it allready was.
Thats why minorities often has a common identity wich is bigger than the majorities. Minorities mostly has dances and music, as a part of their culture, and mostly is bein a part of their culture for a long time.
As an all ordinary Dane, i find it hard to put my self in to the felling of being a part of a common identity and having a shared culture as strong as the Bretons. Denmark has virtually no culture left, which makes us different from the rest of Europe. We´ve certainly do not have a culture as including as the Roma and Bretons. When we visited the Breton school on our schooltrip, was it clear that they felt united, they was´ent just some students who had random talents or skills. They could dance their culturel dance and sing their songs in their original language. There we where in a circle, and had not even one song to sing and play for them, we´ve never felt the need of having theese things with each and other, or show who we are and that we have in common. We are just students, oppesite of the Breton.


Pelle & Katrine

Sehr slecht bloggin'

Bloggen er ikke blevet opdateret så meget som den egentlig burde. På en måde er det fedt, for det betyder bare at vi har haft rigtigt travlt og at der har været godt gang i den. Imorgen tidlig rejser vi mod Makedonien, og der kommer flere indlæg når vi er der. Vi arbejder på højtryk med at lave en film, som også vil kunne ses her inden for en uge eller to. 

Mandag, Halle 2011, the first day!

Her er nogle få billeder der beskriver lidt af det vi lavede i Halle:

Bahnhof Berlin

Tyske studerende

Sporvogn i Halle

Holddeling til volleyturnering 

Bowling med tyskerne