Vi havde vel alle en eller anden forestilling om hvordan Makedonien ville være, inden vi tog afsted. For mit vedkommende var det Italien krydset med balkan musik. Lækkert og varmt, dog spraglet, vildt og uden vedvarende rytme eller melodi. Og så kom vi derned...
Fra flyet kunne vi se bjerge, nogle med sol på, andre med sne. Det var som en blanding mellem Danmark og Østrig, set oppe fra.
Lufthavnen, vi trådte ud i, var lille. Ordet lille er dog ikke småt nok til at beskrive den. Rullebåndet til kufferterne, havde mere at gøre med rullebåndet til indkøbsvarerne i Netto, end egentlige kuffertbånd i almindelige lufthavne. Udover rullebåndet var der to små ruder, og ved dem var det muligt at veksle penge. Allerede dér havde vi paraderne oppe. Vi var jo trods alt lige landet i ”et land fyldt med slyngler” - som mange nok havde fået det fortalt, før vi rejste. Dog var der intet svindel og de fleste af os, gik derfra med en ordentlig håndfuld sedler. Da vi trådte udenfor, på det som jeg vil betragte som det første makedonske jord vi oplevede, ramte varmen os. Varmen og støvet.
For støvet var Makedonien. Vores buschauffør, der var knapt så støvet, vinkede os ind i vores gulerodsfarvede bus, og tog sig selv af vores bagage. Vi kørte. Landevej, motorvej, landevej.
Midt i et lyskryds så jeg en dreng. Han så slidt ud, ikke slidt som danske børn kan se slidte ud når de er trætte, slidt, som i beskidt og trævlet. Med pjusket uredt hår og mudder i ansigtet. I sin hånd havde han et bundt penge. Dem havde han sikkert tjent på en hel dag, som motorvejstigger. Han gjorde mig bange og chokeret, og jeg bad straks Carla om at tage et billede af ham. Det gjorde hun. Ikke specielt diskret, faktisk blev det store dyre spejlreflekskamera presset op mod ruden i bussen.
Da drengen fik øje på det, løb han så hurtigt han kunne ned langs motorvejen, og ind imellem bilerne der heldigvis holdt for rødt.
Efter synet af ham, og især hans skræmte ansigtsudtryk da han så kameraet, var der ikke andet der kunne chokere mig, eller røre mig på den bustur. Ikke engang synet af ældre kvinder der arbejdede i markerne med deres bare hænder og krumbøjede rygge.
Ikke engang synet af huse, uden vinduer eller tag. Ikke den slags huse, der egentlig blot er murstensskeletter, som alligevel så tydeligt er beboet, kunne få mig til at dreje hovedet.
Makedonien havde ramt mig. Jeg havde fået mit førstehånds indtryk.
- Katrine P
Ingen kommentarer:
Send en kommentar