I vores søgen efter viden omkring dette spændene land, vi befinder os i, har vi været ude og snakke med to meget væsentlige politikere, som begge kæmper for minoriteter i Makedonien. Den ene er lederen af det største, af de tre, tyrkiske partier, samt en partiformand for det største albanske parti.
Der er blevet stillet en masse dybtgående spørgsmål, og vi har fået en masse gode svar (svarene har selvfølgelig været pakket ind i den sædvanlige politiske udenomssnakken), men ét spørgsmål har, efter min mening, været det mest interessante:
Hvorfor alle minoritetspartier, som hævder at kæmpe for alle makedonske minoriteters rettigheder, ikke hjælpes ad for at opnå dette mål?
Svaret til dette har været, at det var ligesom at dele den samme opgave ud til nogle skoleelever og sige, at de skulle løse den på hver deres måde, - altså at partierne vil det samme, men med lidt forskellige fremgangsmåder.
Jeg tolker dette som om, at valget mellem de forskellige partier er en ren og skær smagssag. Hvis det er tilfældet, betyder det, at der er en stærk egoisme hos partierne og vælgerne, som jeg tror, hænger sammen med en stærk nationalfølelse. En følelse, der hos partierne skinner igennem, som en trang til at udføre det samme arbejde bedre end de andre partier. En egoisme, som skinner så meget igennem, at den står stærkere, end trangen til at nå deres faktiske mål.
Jeg kan afslutte dette med at sige, at jeg ikke ved, om det vi har hørt, er troværdigt eller ej. Måske har de bare smurt tykt på omkring deres mærkesager, for at forbedre billedet ud af til.
Benjamin Funk
Ingen kommentarer:
Send en kommentar