Ledninger hænger fra loftet, rækker hen over statuer og ender på gulvet. Det er køligt, så airconditionanlægget virker. Inden vi får lov at gå indenfor, skal vi igennem et security check. Vores tasker bliver scannet for bomber og lignende. Vi selv bliver scannet, for 30 danske skoleelever kan jo kun være spioner når vi er i Makedonien.
Vi træder ind i en hall, flotte flisegulve mødes med metalskabe. Trapper fra gulv til loft, med 'smukt' dekorerede gelændere og guldfarvede håndtag pryder lokalet.
En mand iført jakkesæt hilser os, eller.. han hilser vores 'professor', vores lærer. Uden ord bliver vi ført videre til næste lokale. Vi går gennem en smal gang, på væggene hænger malerier. De hænger der, og de hænger skævt. Aldrig har malerier af den slags været spændende. Og da slet ikke tiltrækkende eller ophidsende. Trapper går uden grund tre trin op, og tre trin ned. Efter hvad der føles som et kvarters gang står vi i det første lokale. Et rundt bord med stole omkring fylder et lokale, der trænger voldsomt til en ny vægmaling. Til gengæld er loftet over os et næsten levende maleri i smukke mørkegrønne farver.
Vi bliver fortalt at det er lige her, de vigtige mænd sidder, når de sidder.
På bordet er der navneskilte og navnene derpå bliver skiftet ud, når det er nødvendigt.
Parlamenter er parlamenter, navneskiltene bliver skiftet ud, men politik forbliver politik.
Tre timer senere sidder vi i et lokale mage til, og interviewer lederen for det tyrkiske minoritetsparti. Vi spørger ham bl.a. om han regner med at Tyrkiet bliver optaget i EU. Han svarer: ”Ikke nu, for Angela Merkel og Sarkozy er imod. Men Merkel og Sarkozy bliver ikke ved med at være der, navneskiltene bliver skiftet ud, politik er politik”
Katrine P
Ingen kommentarer:
Send en kommentar