Vi bliver fulgt gennem det fattigste område i Shutka, af talsmanden for organisationen Ambrela. Husene omkring os er bygget op af metalplader, gamle tæpper og jerngitre. Mænd kører forbi på deres smadrede knallerter med ungerne hængene om armene og benene. Støvet fra de hurtigt roterende hjul går lige i lungerne.
Vi kommer hen til en sidevej hvor talsmanden vifter og gør tegn til at vi skal ned af vejen. Vejen er smal og fra gaden kan man nemt se romafamiliernes hustande. En dreng smutter forbi mig slæbende på et jernskrummel, det var nok en del af et nyt tag på hans families hus. Jeg overvejer at spørge om jeg skal hjælpe ham, da den ser tung ud, men dropper hurtigt idéen igen. Længere ned af vejen kan man se en masse børn hoppe på en gammel madras, de morer sig og griner højt. Jeg får helt lyst til selv at være med i legen. Pludselig sprinter en af pigerne hen imod mig, standser lige ved mine fødder, kigger op og remser noget på romani som jeg selvfølgelig ikke forstår. Hendes øjne lyser op. Jeg får øje på at hendes øjne er blå og fortæller med kropssproget, så godt jeg kan, at vi har samme farve øjne. Det forstår hun straks og hiver mig med ind i hendes forhave. Jeg retter mig op igen og ser et lille meget pink hus for øjnene af mig.
Der er en masse skrald i haven, og en haltende hund lusker omkring. I døren til huset står moderen og skiller et gammelt køleskab ad. Hun smiler og gør fagter til at jeg skal tage billeder af hendes håndværksmæssige kunden. Jeg blitzer løs og føler mig egentlig ikke ond på nogen måde, da de er meget glade for at blive fotograferet, og stolte over det de kan. Pigen fra før har nu hentet tre andre børn der også vil være med i fotolegen. De får mig med om i baghaven og danser rundt og leger med mig og mit kamera. Pigen finder den haltende hund frem og sin storebror og stiller dem pænt op og beder mig om at tage et billeder af hende og dem.
Vi kommer hen til en sidevej hvor talsmanden vifter og gør tegn til at vi skal ned af vejen. Vejen er smal og fra gaden kan man nemt se romafamiliernes hustande. En dreng smutter forbi mig slæbende på et jernskrummel, det var nok en del af et nyt tag på hans families hus. Jeg overvejer at spørge om jeg skal hjælpe ham, da den ser tung ud, men dropper hurtigt idéen igen. Længere ned af vejen kan man se en masse børn hoppe på en gammel madras, de morer sig og griner højt. Jeg får helt lyst til selv at være med i legen. Pludselig sprinter en af pigerne hen imod mig, standser lige ved mine fødder, kigger op og remser noget på romani som jeg selvfølgelig ikke forstår. Hendes øjne lyser op. Jeg får øje på at hendes øjne er blå og fortæller med kropssproget, så godt jeg kan, at vi har samme farve øjne. Det forstår hun straks og hiver mig med ind i hendes forhave. Jeg retter mig op igen og ser et lille meget pink hus for øjnene af mig.
Der er en masse skrald i haven, og en haltende hund lusker omkring. I døren til huset står moderen og skiller et gammelt køleskab ad. Hun smiler og gør fagter til at jeg skal tage billeder af hendes håndværksmæssige kunden. Jeg blitzer løs og føler mig egentlig ikke ond på nogen måde, da de er meget glade for at blive fotograferet, og stolte over det de kan. Pigen fra før har nu hentet tre andre børn der også vil være med i fotolegen. De får mig med om i baghaven og danser rundt og leger med mig og mit kamera. Pigen finder den haltende hund frem og sin storebror og stiller dem pænt op og beder mig om at tage et billeder af hende og dem.
Om halsen på broderen hænger en gammel medalje som også skal vises frem. Jeg kan ikke lade hver med at fortsætte med at tage billeder, da jeg kan se at de er lykkelige og elsker legen. Pigen fosvinder igen ind i huset og kommer tilbage med en flot lyshåret barbiedukke. Hun peger på mig og så på babiedukken. Jeg bliver helt rørt. Nu skal babiedukken også danse foran kameraet. Jeg kigger hen mod resten af klassen der står og snakker med talsmanden fra Ambrela, men fortsætter med legen.
Pigen har et sidste ønske inden vi bliver nød til at fortsætte videre gennem den fattige by Shutka, hun vil gerne prøve kameraret og tage et billed af mig. Jeg giver hende straks kameraret og lykken blusser frem i hendes øjne. Det er ikke hver dag en lille romapige fra det fattigste område af Shutka får lov til at tage billeder med et stort flot kamera. Nogen fra klassen råber på mig og jeg må skynde mig med resten af flokken, men den lille pige vil sige ordentligt farvel og hiver mig ned til hende og kysser mig blidt på kinden. Med blikket rettet fast på den lille pige smutter jeg hurtigt ud af haven og væk fra børnene.
Først der går det op for mig hvor skrøbelige de er og hvor lidt fremtid de har foran sig. De er uheldige at være blevet født som dem ingen vil have, beskidte sigøjnere. Hvis jeg kunne ønske, er det fra min side af ikke sidste gang jeg besøger børnene i Shutka.
Først der går det op for mig hvor skrøbelige de er og hvor lidt fremtid de har foran sig. De er uheldige at være blevet født som dem ingen vil have, beskidte sigøjnere. Hvis jeg kunne ønske, er det fra min side af ikke sidste gang jeg besøger børnene i Shutka.
- Carla Viola Thurøe
Ingen kommentarer:
Send en kommentar