Identitet

Lige siden niende klasse har vi leget med ordet identitet. Hvad er det lige der skaber en identitet, for en enkelt person, eller for en gruppe. Hvorfor har vi kultur? Og hvad har de to ting lige med hinanden at gøre?


Bretoner har en fælles identitet. Folket i Bretagne holder sammen, og det gør de pga. deres fortid. De har behov for at stå ved hvem de er. Deres identitet. De holder fast på hinanden og holder sammen gennem deres fælles kultur og deres sprog, som adskiller sig fra resten af Frankrigs. 

Fordi de længe har været et undertrykt folk, har de et større behov end andre, for at vise hvem de er, og at de eksisterer. 

Ikke bare at de eksisterer som franskmænd, men at de eksisterer som bretoner. 

Selve ordet ”identitet” stammer fra den latinske rod idem, som betyder ”den samme”. Når man snakker gruppe identitet, i dette tilfælde bretonernes fælles identitet, så kan man sige, at de mennesker der kan være med i denne fælles identitet, er ”den samme”. At de mennesker er ”ens”, eller i hvert fald har en masse ting til fælles, som gør dem til dem de er, altså bretoner. 

Der er mange ting som påvirker hvem man er, dermed sin identitet. Hvor er man født, hvordan er man opvokset, ens relationer ens personlighedstype. For at sige det helt kort; ens historie. Den man var, før man blev, den man er nu. I Bretagne har de fleste mennesker samme forhistorie og deres forfædre har også nogenlunde samme historie. Sådan er kultur og følelsen af at være fælles blevet bevaret.

Jeg vil mene at fællesidentitet er en følelse, en følelse af at være noget bestemt; at være mand, mor, københavner eller postbud. Som postbud føler man sig automatisk knyttet til andre postbud, fordi man i nogen udstrækning har samme historie, levevilkår og hverdag. Postbud har dog ikke det store behov for at holde sammen, i hvert fald ikke sammenlignet med minoriteter.

Som mindretal er det vigtigt at få anerkendelse, fra det land man bor i. Det kan være ved at have lov til at snakke det sprog man har, bo de måder man bor, og dyrke den kultur der længe har holdt minoriteten sammen. Men får man ikke lov til det, altså til at leve frit i et land selvom man er et andet folk end majoriteten, bliver behovet for at stå ved at man er anderledes, meget større. Derfor har minoriteter ofte en stærkere fællesidentitet end majoriteter. Minoriteter har for det meste dans og musik, som en del af deres kultur og som længe har været en del af deres historie. Som helt almindelig dansker, har jeg svært ved at sætte mig ind i hvordan det må være at have en fællesidentitet med en fælleskultur så stærk som bretonernes. Danmark har stort set ingen kultur tilbage, som gør os anderledes end resten af Europa. Vi har i hvert fald ikke en kultur der på samme måde som bretonernes og romaernes kan smages og føles. Da vi besøgte den bretonske efterskole, på vores rejse, var det helt tydeligt at føle at de var noget sammen. De var ikke bare elever der kunne noget tilfældigt. De kunne danse sin kulturs folkedans, og synge dens sange på sit originalsprog. Der sad vi, i en rundkreds, og havde ikke en eneste sang at synge og spille, for vi kunne ikke. Vi har aldrig haft behov for at kunne den slags sammen, vi havde aldrig haft behov for at kunne vise hvem vi er, og at vi er noget med hinanden. Vi er bare elever, i modsætning til bretonerne.

Katrine P.